Der findes utallige myter om graviditet – også kaldet ammestuehistorier. Mange af dem er så usandsynlige, at vi ikke tror på dem, mens andre virker troværdige og bringer os i tvivl, om hvad der er sandt eller falsk. I det følgende vil vi gerne aflive nogle af de myter om graviditet og amning, som du måske er i tvivl om.

Spis for to under din graviditet
Det er en gammel myte og altså en sandhed med modifikationer, at du skal spise for to i din graviditet. Hvor meget du skal spise ekstra afhænger især af, hvor meget du bevæger dig. Dyrker du den samme motion skal du ca. spise 10% mere, end du spiste, før du blev gravid. Du har således ikke behov for mere end en skive rugbrød med leverpostej eller 3 bananer ekstra. Omkring halvdelen af det du spiser mere, bliver brugt til din vægtstigning, mens den anden halvdel bliver brugt til det ekstra, du forbrænder.

Store bryster giver mest mælk
Mælkeproduktion og evne til at amme har ikke noget at gøre med brysternes størrelse, form eller symmetri. Kvinder med mindre bryster kan have en mindst lige så god mælkeproduktion som kvinder med større bryster. Dog kan kvinder med meget små bryster have mindre lagerkapacitet og må derfor amme oftere, men producerer samlet over et døgn den samme mælkemængde. Ammestuehistorien er hermed aflivet!

Amning ødelægger brysterne
Det er heldigvis en myte, at amning er årsag til, at dine bryster ændrer sig. Under din graviditet gennemgår dine bryster allerede forandringer  i brystvævet, hvor der dannes ekstra kirtelvæv, der  øger volumen og gør dine bryster klar til at producere mælk.
Så der er ingen grund til at vælge amning fra og tro, at du af den grund bevarer dine ungpigebryster.