1. Heidi, Herning Av-amning Jeg mener, det er vigtigt at gøre nye og kommende mødre opmærksomme på, at amning kan være smertefuldt i nogle perioder – eksempelvis hvis man er uheldig og får små sår eller revner omkring brystvorterne, eller hvis man ammer, når barnet får tænder. Mange fortæller udelukkende de gode historier og giver indtryk af, at ammeforløbet er behageligt og lige til fra den første dag. Mit ammeforløb var også behageligt størstedelen af forløbet, men en gang imellem, oplevede jeg, at det gjorde ondt at amme – og det kom bag på mig. Havde jeg f.eks. haft en viden om, at det i visse perioder var mindre behageligt at amme, kunne jeg muligvis have undgået, at få følelsen af at være utilstrækkelig.
2. Marlene, Randers Drop drømmen om det perfekte hjem For mig handler et vellykket ammeforløb om at være afslappet og udhvilet. Det var først, da jeg besluttede mig for, at min barselsperiode ikke handlede om at bage boller, gøre rent og være den perfekte husmor, at min amning lykkedes. Min mælkeproduktion kom først for alvor i gang, da jeg fik sagt fra over for de mange barselsbesøgende, som jeg følte, jeg skulle servicere, når jeg nu gik hjemme.